Det skal være slut med at sidde og kigge på.
Sådan cirka lyder budskabet fra By & Havn, der med hjælp fra elever på Randersgade Skole og Copenhagen International School nu skaber et nyt byrum til unge mennesker i Nordhavn.
Det henvender sig måske lidt ekstra til de unge piger, der i teenageårene alt for ofte ender som passive tilskuere til drengenes leg på fodbold- og skatebaner.
Det nye byrum kommer til at tale til sanserne under Orientkajs metrohøjbane tæt ved havnen og Nordhavns første havnebusstoppested.
Her kan de unge se frem til vild bevoksning langs kanterne, et stort skulpturelt træmøbel, der bugter sig gennem byrummet, men også et område til dans og træning med blandt andet trampoliner og et stort spejl, der åbenbart skriger på, at man deler sine oplevelser på sociale medier.
- Vi vil gerne skabe et byrum, der tilbyder noget til dem, der almindeligvis sidder og kigger på, at de andre hopper og springer. Undersøgelser viser, at det især er unge piger, og derfor er vi gået til dem. Samtidig kunne vi se, at der mangler et sted i Nordhavn til den unge aldersgruppe, siger administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Men er det ikke at tale ned til pigerne, at de begår sig bedre på TikTok end på fodboldbanen?
- Vi designer ikke specifikt til unge piger, men vi er optaget af, at der kan være forskellige ønsker til vores byrum, og at vi skal være i stand til at levere den variation. Derfor har vi ansat antropologer, der peger på væsentlige forskelle, som vi skal have blik for. Blandt andet, at der er en del unge piger, der er mindre aktive i byens rum, end byens drenge. Især, hvis der er tale om rum, der inviterer til højintensitet, siger Anne Skovbro til ØsterbroLIV.
Byrum skal tale til sanserne
Udformningen af det nye byrum bygger da også på interviews og gåture med unge fra de nærliggende skoler, og en workshop, hvor det umiddelbart er blevet tydeligt, hvad de unge piger efterspørger.
Anne Skovbro, administrerende direktør, By & HavnUnge er forskellige, og det skal vi selvfølgelig have blik for, hvis vi skal levere tilbud, som flere unge vil bruge. Der er også stadig flere piger, end drenge, der dyrker ridning.
- Vi kan se, at det er vigtigt for pigerne, at byrummet taler til sanserne, og at der ikke er spilleregler eller krav til, hvad man skal lave, som der eksempelvis er med en fodboldbane. De vil gerne selv definere og udforske stedet. Og så skal der være flere forskellige brugergrupper, der bruger byrummet så man kan spejle sig i de voksne eller interagere med drengene, siger Anne Skovbro.
- Resultatet er blevet et byrum under overskriften "en grøn opholdsstue", som er udviklet ud fra syv principper, der fremkom i analysen og samarbejdet med eleverne. Det store skulpturelle træmøbel, der bugter sig hele vejen igennem byrummet, skaber små nicher i byrummet, så man kan være mange sammen men også tale i mindre grupper, fordi pigerne motiveres af det sociale og dannelsen af fællesskaber, skriver By & Havn i deres nyhedsbrev.
Tiktok og snapchat
Nærlæser du de syv forskellige principper, står der, at pigegrupperne er særligt tiltrukket af steder, der udmærker sig visuelt eller sanseligt, og disse steder bliver destinationer, som pigerne genbesøger og kobler deres fælles minder til.
- En markant æstetik eller en særlig sanselig oplevelse kan være med til at skabe stedet som et fælles navngivet mødested i vennegruppen og indgå som en del af deres digitale sociale liv på Instagram, TikTok, Snapchat mv. Stedets støttefunktioner i form af mulighed for at købe snacks, mad og drikke i nærheden er også vigtigt.
- Men det er ikke det samme som, at vi designer steder, hvor drenge kan være aktive og piger tager billeder til Instagram, understreger Anne Skovbro.
- Men unge er forskellige, og det skal vi selvfølgelig have blik for, hvis vi skal levere tilbud, som flere unge vil bruge. Der er også stadig flere piger, end drenge, der dyrker ridning. Vi må anerkende, at vi skal have forskellige tilbud, og det har intet med instagramvenlige byrum at gøre.
Tegningerne af byrummet præsenteres løbende for de to skoler i løbet af maj og juni.
Det nye byrum i Nordhavn
1500 m2 stor aktivitetsplads
Stationsnært og overdækket af metrohøjbanen
Ligger tæt på et kommende p-hus, hvor stueetagen får udadvendte funktioner
Særligt målrettet unge fra 13-15 år
Der er særligt fokus på pigerne, der på baggrund af flere studier og undersøgelser, peger på en tendens hvor netop denne gruppe er inaktive i byens rum.
For at nå målgruppen blev der i efteråret 2021 iværksat en dybdegående undersøgelse særligt målrettet piger i aldersgruppen 13-15 år foretaget af rådgivningsvirksomheden BARK Rådgivning.
Byrummet forventes at stå klar i slutningen af 2023