Der er i forvejen masser af institutioner og sportsklubber på det gamle Øresunds Hospitals område ved Svanemøllen.
Nu er der også 24 personer, som hver nat overnatter i området. Her er nemlig åbnet et ungdomsherberg, som er flyttet fra Rådmandsgade på Nørrebro til bedre faciliteter på Østerbro, blandt andet flytter beboerne ind i enkeltværelser.
- Det kan godt være svært at dele værelse, derfor er det godt at få eget værelse her, det bliver ligesom en ungdomsbolig, siger Hares Ahmadi, der med sine 27 år tilhører de ældste blandt brugerne af herberget.
Problemer med ludomani
Målgruppen er unge i alderen 18-25 år, og de skal helst videre efter et par måneder. Noget bliver der dog lidt længere, og Hares Ahmadi har boet der i tre år.
Forstander Thommi Nielsen, herberget på SporsløjfenVi lå ved siden af en børnehave og en moske på Nørrebro. Jeg tror ikke, at de har bemærket os, så jeg tror ikke, at de skal være nervøse på Østerbro
- Jeg havde problemer med ludomani, der gjorde, at jeg kom i økonomiske problemer og mistede min bolig og den slags, fortæller han og supplerer:
- Jeg har været taknemmelig over at få hjælp.
Regner du med at skulle have egen bolig, som det er målet med unge herfra?
- Min fremtid er usikker, det kan være, at jeg skal tilbage til mit hjemland, Afghanistan, fortæller han og nævner, at de på herberget blandt andet ser fodbold sammen, og så har de en madklub. Netop når det gælder madklubben, er der langt bedre køkkenfaciliteter det nye sted.
I det hele taget skal opholdet klæde dem på til en fremtid, hvor de skal klare sig selv.
Ingen problemer
Hares Ahmadi mener ikke, at østerbroerne bør være bekymrede over, at et herberg flytter ind.
- Jeg har aldrig oplevet nogle problemer med naboerne, siger han, og på samme måde lyder det fra forstander Thommi Nielsen.
- Det er problemfrit. Vi lå ved siden af en børnehave og en moske på Nørrebro. Jeg tror ikke, at de har bemærket os, så jeg tror ikke, at de skal være nervøse på Østerbro, siger han og tilføjer:
- Hvis der er konflikter, er det mellem beboerne, og det klarer vi pædagogisk.
Ny energi til Østerbro
Målgruppen er sårbare unge med sociale og/eller psykiske problemstillinger, ofte kombineret med et misbrug, og de flere af dem kommer direkte fra at have været anbragt, indtil de fylder 18 år.
- Men det er også fede unge at arbejde sammen med - med virkeligt potentiale, siger Thommi Nielsen.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) bor selv på Østerbro, og hun lægger vægt på, at det er en styrkelse af bydelen, at herberget flytter hertil.
- Det er en gave til Østerbro, at der kan sikres tag over hovedet til unge, som af en eller anden grund er uden bolig. Det bibringer bydelen ny energi, mener hun.
Det er den folkekirkelige fond WeShelter, som driver herberget.
I forvejen er der på Østerbro et ungdomsherberg på Nøjsomhedsvej og et bofællesskab for udsatte unge i Nordhavn.
Derudover er der konkrete planer om skæve boliger på Scherfigsvej og i Emdrup Søgaards Have. Sidstnævnte sted har det mødt modstand, da det skal placeres i et grønt område, og mange i lokalsamfundet peger på, at dette område tager et stort socialt ansvar i forvejen.