Annonce
Miljø

50 'fiskebørnehaver' åbner i Københavns Havn

Fiskebørnehaver - eller Biohuts som de også hedder - skal skabe mere liv i Københavns Havn. Foto: Remy Dubas, Ecocean
Københavns Havn er onsdag blevet en række fiskebørnehaver rigere. Børnehaverne er ét skridt på vejen mod en mere levende havn.

Det lyder en smule underligt. Men den er god nok. Københavns Havn har fået 50 nye fiskebørnehaver. Det er godt nok ikke børnehaver, som man kender det fra den populære børnetegnefilm Find Nemo.

Det er i stedet børnehaver i form af såkaldte Biohuts. De skal være med til at sikre mere liv i Københavns Havn.

- Dansk hav er generelt presset. Bunden er ikke intakt i store dele af Østersøen, og bestanden af mange fiskearter bliver mindre og mindre. Vi mangler blandt andet nogle af de større fisk, og de kommer ofte fra lavbundede områder som havne. Så ideen er, at fiskene bliver opfostret i havnen i trygge rammer, indtil de er klar til at drage ud til det store hav, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Annonce

Fiskebørnehaverne består af et stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse. Den er fyldt op med tomme østersskaller, hvor der kan vokse alger og små organismer. Det yderste stålgitter beskytter de helt unge fisk på under 3 centimer mod de større rovdyr, mens det inderste gitter med østersskallerne giver fiskene mad.

- Biohuts er en slags børnehaver eller hoteller for fisk, hvor fiskeyngel både kan spise sig mætte og være i sikkerhed for de større, sultne rovfisk i en ekstremt sårbar del af fiskenes livscyklus, fortæller Bo Øksnebjerg som forklaring på, hvorfor biohuts bliver kaldt for fiskebørnehaver.

Beskytter fiskeunger

Fiskebørnehaverne er med stor succes blevet afprøvet i blandt andet middelhavsområdet. Ved nedsættelsen onsdag morgen vrimlede det da også straks med liv omkring stålburene.

50 'fiskebørnehaver' er blevet sat ned i Københavns Havn. De skal skabe glæde for både fisk og besøgende. Foto: By & Havn

Burene er blevet sat op på kajkanten, så nysgerrige sjæle kan nyde synet af de mange fisk i og omkring burene.

- De er placeret væk fra badezonerne. I stedet har vi forsøgt at placere dem, som for eksempel ved broen ud til havnebussen så mange kan få glæde af at se på dem, siger Bo Øksnebjerg.

Annonce

Det største i Nordeuropa

Og tiltaget med fiskebørnehaverne kommer ikke til at stå alene. WWF Verdensnaturfonden og By & Havn har indgået et fem-årigt partnerskab. Direktør i By & Havn, Anne Skovbro, har store forventninger til samarbejdet.

- Vi begynder med det her projekt, der faktisk også er det største af sin art i Nordeuropa. Det er en meget enkel måde at få flere fisk i havnen på. Men vores plan er at lave to årlige projekter, siger Anne Skovbro.


Ideen er, at fiskene bliver opfostret i havnen i trygge rammer, indtil de er klar til at drage ud til det store hav

Bo Øksnebjerg


Hun fortæller også, at målet med projekterne er at gøre havnen til andet og mere end et sted for svømmere og kajakroere.

- Vi har et ansvar for Københavns Havn. Den bliver i dag brugt til meget andet end erhvervshavn, og derfor skal den også blive ved med at være ren. Men samtidig skal den ikke kun være for svømmere og kajakroere. Der skal også være en langt større biodiversitet. Der er det her et skridt i den rigtige retning, siger Anne Skovbro.

Der findes i dag mindst 28 fiskearter i Københavns Havn.

Annonce
Annonce
Debat

Skarven forplumrer Sortedammen

Klumme

Når liv og død er større end fodbold

Forsiden netop nu
Annonce